Mange sværger stadig til elvarme, som er en dejlig nem opvarmningsform med diverse muligheder for automatisk styring og komfort.

Desværre er elvarme også blevet dyr, og derfor er det klogt at fokusere på de muligheder, der er for at styre og spare på varmeforbruget. Som grundregel er 20 grader nok i opholdsrum og køkken, mens de fleste foretrækker nogle ekstra grader i badeværelset. Mange vælger at skrue langt ned i rum, der ikke bruges. Så langt ned det er muligt at hensyn til frostsikring.

En tommelfingerregel siger, at for hver grad den generelle temperatur sænkes, spares der 5-6 % af elforbruget til varme. Besparelserne kan sættes i system med nat- og dagsænknings automatik, hvor man kan spare ca. 10 % på elforbruget til varme ved at sænke temperaturen f.eks. 5-6 grader om natten - og i dagtimerne, hvis der ikke er nogen hjemme. Det er vigtigt, at man ikke sænker temperaturen mere, for så bruges der for meget energi til at genopvarme vægge og møbler.

Findes der ikke natsænknings-automatik på selve radiatorerne, kan man f.eks. installere et kontakt-ur og en centralt placeret termostat. Besparelser med komfort kan også opnås ved at lave en såkaldt zoneregulering, hvor varmen i de forskellige rum styres efter et bestemt mønster. F.eks. varme i køkken morgen og aften og lavere temperatur resten af dagen. En effektiv zoneregulering kan – alt efter, hvordan rummene benyttes – spare helt op til 15-20 % på elregningen til varme. Men husk at holde dørene lukket mellem rum med forskellig temperatur.

El-radiatorer er et vidt begreb. Desværre findes der ingen specielt energibesparende el-radiatorer, men alligevel er der penge at spare, hvis du udnytter dine radiatorer optimalt. Det, der gør forskellen på el-radiatorer, er kvaliteten af termostaten og dens evne til at holde temperaturen konstant.

Husk, at du aldrig må dække din radiator med tøj eller andet. Og hold møbler og gardiner i en passende afstand fra radiatoren. En passende afstand er som regel 10-20 cm. Desuden bør du støvsuge dine el-radiatorer grundigt mindst en gang om året. Skru også ned for varmen, når du forlader hjemmet og om natten, når du alligevel sover – og i sommerperioden.


Termostater

De fleste el-radiatorer er forsynet med en termostat og en afbryder. Når radiatoren er tændt, regulerer termostaten temperaturen ved at tænde og slukke varmelegemet efter behov. Nyere kvalitetsradiatorer er forsynet med en elektronisk termostat, der reagerer hurtigere på svingninger i temperaturen og derfor er bedre til at holde fast på den ønskede temperatur og de larmer ikke (klik – klik) . Det er vigtigt at indstille termostaten på den helt rigtige temperatur. For hver grad du hæver temperaturen, stiger udgifterne som nævnt med 5-6 %.

Sådan finder du den rigtige indstilling:

  • Skru helt op for radiatoren.
  • Når du synes temperaturen er tilpas, skruer du langsomt ned på termostaten,
  • indtil kontrollampen i elektroniske termostater slukker – eller termostaten klikker.
  • Vent indtil rumtemperaturen er kontant – ca. 1/2-1 time.
  • Stil evt. termostaten lidt op eller ned, hvis temperaturen er faldet eller steget i forhold til det, du ønsker.
  • Marker indstillingen med en spritpen.

En stor del af elvarme-udgifterne i dag skyldes afgiftssystemet på energi. For at lette lidt på tingene, er der dog indført en særlig regel for elafgiften i helårsboliger med elvarme: Er boligen registreret i Bygnings- og Boligregistret, BBR, som elopvarmet, reduceres elafgiften for forbruget over 4.000 kWh pr. år. Den særlige afgift fastsættes af myndighederne år for år.

Kommende kurserFold ind/ud